Han
planlagde derfor sin præsentation uden for mange data, og den røde tråd
var at få vist hvordan en samling rådata forvandles til forståelse.
Samtidig fik han på pædagogisk vis hvordan forsøgsudstyret er opbygget
og fungerer. Emnet for foredraget var undersøgelser af kritiske
fænomener ved den kritiske temperatur i stoffet coboltoxid, dvs. den
temperatur hvor stoffet går fra at være magnetisk til ikke magnetisk. Se et eksempel fra præsentationen her.
”Der har været lavet masser af undersøgelser på
almindelige (bulk) materialer. Nu er vi i gang med undersøgelser på
nanoskala, hvor vi fremstiller krystaller af stoffet som kun er 20 nm
store,” siger Jari. Et pulver af disse partikler er så fint, at det
ikke vil falde til jorden, hvis det spredes som støv i luften.
Instrumentet blev bygget på Risø og installeret i Svejts
Undersøgelserne er lavet på Rita-II, det nyeste
instrument der blev bygget til den nu lukkede forskningsreaktor DR3 på
Risø. Faktisk nåede det aldrig at blive installeret på DR3, men blev
sat på en lastbil og fragtet direkte fra Risø Værksted til Svejts.
Dansk Fysisk Selskabs bestyrelse har gennem en række
år uddelt præmier for den bedste præsentation. Meningen er at give
forskerne et incitament til at lave en ekstra indsats for at formidle
deres forskningsresultater på forståelig og fængende måde. ”Der laves
meget god videnskab som formidles temmelig dårligt,” siger medlem af
bestyrelsen og vejleder for Jari, Kim Lefmann. Kim understreger, at han
selvfølgelig holdt sig udenfor beslutningen om at tildele Jari prisen.
”En typisk fejl er at man som forsker vil have det
hele med og knalder 40 grafer og store tabeller ind på lige så mange
slides og præsenterer det på få minutter. Det kan folk ikke overskue,”
siger Jari.
Fra præsentation til poster
Til European Conference on Neutron Scattering i Lund
blev præsentationen omskabt til en poster. Her vandt Jari endnu en gang
for den flotte præsentation af sit forskningsprojekt som en ud af 9,
udvalgt af i alt omkring 600 postere. Se den flotte poster her.
”Jeg opdelte den i zoner med forskellige farver og
koncentrerede mig om at have så lidt tekst som overhovedet muligt, et
overskueligt abstract, de centrale spørgsmål listet op og endelig de
konkrete resultater i kort form samt en klar konklusion. Og så godt med
illustrationer, herunder en af tegneserierne fra mit slide show.
Tankebanen har for mig været, at jeg godt ville gøre det anderledes og
provokere lidt i forhold til de meget klassiske postere man ellers ser.
Jeg ville gøre det på en sjov og farverig måde. Der må gerne være lidt
humor uden at det går ud over det faglige,” siger Jari.
Der er leget med farverne inspireret af farvepaletten
i standard slide skabelonen. Det blev krydret lidt med farverne i det
danske og schweitziske nationalflag.
”En af mine medstuderende, Sonja Rosendal Hansen,
brugte en meget flot rød farve på en af sine postere, og det fangede
min interesse for selv at forsøge mig,” slutter Jari. Han arbejder nu
videre på at få publiceret en videnskabelig artikel om forskningen, og
når den er ude vender vi tilbage. |